250 festglade repræsentanter fra kultur- og fritidslivet var torsdag samlet for at fejre hinanden og hylde årets modtagere af Kulturprisen, Fritidsprisen og idrætsambassadører i Vesthimmerlands Musikhus ALFA i Aars.
Blandt de 7 kandidater, som var indstillet til Kulturprisen, havde Vesthimmerlands Kulturråd besluttet, at prisen i år skulle gå til Monica Isa Andersen.
Som begrundelse fik Monica Isa Andersen følgende ord med på vejen:
"Du er et bevis på, at kulturen passer i alle aldre, og din indsats i Cabarat Alfa, Greyhounds opsætninger og dine optrædener som solist, er flotte præstationer og et engagement, som vi gerne vil hædre. Du holder dig ikke kun inden for kommunens grænser. I foråret spillede du med i forestillingen ”Peter Pan” i Herning Kongrescenter, og her i efteråret er du med i deres opsætning af ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”. Selv med dine mange igangværende projekter, har du også taget initiativ til årets juleforestilling ”A Christmas Carol” i Musikhuset ALFA."
Fritidsprisen gik til Henrik Glerup Larsen
Der var 10 kandidater indstillet til Fritidsprisen, og blandt dem var Henrik Glerup Larsen den heldige prisvinder. Og også han var en kvalificeret modtager:
"I indstillingen af dig til Fritidsprisen er der nævnt ikke mindre end 7 forskellige foreninger, hvor du er aktiv. Det er lige fra Aars FDF, hvor du har været med fra barnsben til Haubro Pensionistforening, Kimbrerfesten og Aars Brydeklub. Herudover er du garant for at finde 2 eller 5 frivillige i dit store netværk, når der er behov for ekstra hænder til at løse en opgave. Et par af de projekter som er fremhævet i indstillingen, er dit store arbejde med at gøre Cimbrerborgen tilgængelig for FDF Aars igen, og dit store arbejde med de psykisk handicappede i Aars Brydeklub."
Prismodtageren fik hver overrakt et maleri udført af Poul Spanggaard og en gavecheck på 3.000 kr.. Herudover modtog prismodtageren hver et diplom og Vesthimmerlands Kommunes Kulturvin 2013.
Idrætsambassadører
I løbet af aftenen blev 53 idrætsudøvere fra hele kommunen udnævnt til Idrætsambassadører 2012. De har alle opnået flotte resultater gennem det seneste år; lige fra oprykning i håndboldrækkerne, verdensmester i dans og til 400 gennemførte marathon. Alle Idrætsambassadørerne fik udleveret et diplom samt en pokal med påskriften Idrætsambassadør 2012.
På billedet ses Jan Dyregaard (i midten), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, sammen med de to prisvindere.