Nutidens Kvinder og Ældre Sagen Løgstør var den 20. august på fælles bustur til Læsø.
På Læsø fik de løgstørianske busturister samlet en lokal guide op. Han fortalte om øens historie, mens bussen kørte rundt på øen.
Første stop var ved Vesterø Kirke, som er en rødmalet kirke med 500 år gamle og unikke kalkmalerier, der lige var blevet nyrenoveret.
De specielle huse med tangtag (ålegræs) fik deltagerne også set en del af. Disse tanghuse findes ikke andre steder end på Læsø.
Spændende var det også at se og få fortalt om saltsyderiet - Læsøs hvide guld.
Efter kaffe og kage gik turen videre til Museumsgården, som er en 4-længet tanggård fra 1600-tallet. I dette frilandsmuseum stod alt som fra dengang. Staldene med redskaber, alkovesengene med halm i og åbne ildstæder, bare for at nævne lidt. Der var også en udstilling med Læsødragter og samling af sølvtilbehør dertil.
Østerby Havn, som var en hyggelig fiskerihavn, blev næste stop. Her havde deltagerne mulighed for at gå lidt rundt, inden turen gik videre.
- Mens vi kørte rundt på øen, nød vi det dejlige landskab med bl.a. skov og plantage. Vi var også heldige at lyngen blomstrede så fint.
Da vi kom tilbage til Vesterø Havn, tog vi afsked med med vores guide, inden vi nød den sidste tid på øen. På færgen hjem spiste vi vores aftensmad. Vi havde været heldige, for vejret var med os, så jeg tror, at jeg kan sige på alles vegne: Hvor var det en rigtig dejlig tur," siger Lillian Sekkelund, som var med på turen.